Vedtægter

Vedtægter for Horsens Børnebyråd (HBB)

 

§ 1 stk. 1: Organisationens navn er Horsens Børnebyråd. Forkortet HBB.

Formål

§ 2 stk. 1: HBB beskæftiger sig med alle spørgsmål som vedrører børn og unge fra Horsens Kommunes kommunale og private grundskoler – i skolen og fritiden.

§ 2 stk. 2: Målsætning. Horsens Børnebyråd skal

  • give børn og unge indflydelse på de beslutninger, som vedrører dem, for på den måde at være med til at forbedre børn og unges trivsel og arbejdsmiljø.
  • være med til at skabe venskab, tolerance og forståelse mellem børn og unge.
  • have reel indflydelse og inddrages konkret i forhold, der angår børn og unge i Horsens.
  • fremme samarbejdet mellem skolernes elevråd.
  • give børn og unge indsigt i og forståelse for de demokratiske processer.
  • informere om børn og unges rettigheder, både generelt og på skolen, i forhold til det fysiske og psykiske arbejdsmiljø.

Struktur

§ 3 stk. 1: Som medlemsskole anerkendes enhver kommunal og privat grundskole med elevråd i Horsens Kommune.

§ 3 stk. 2: Hver medlemsskole vælger to repræsentanter til HBB. Repræsentanterne vælges normalt blandt medlemmerne af skolens elevråd fra 7. klasse og op. På skoler uden overbygning kan repræsentanterne vælges blandt eleverne på de 2 ældste årgange på skolen.

§ 3 stk. 3: Til at understøtte og koordinere arbejdet indgår elevrådskontaktlærerne fra de enkelte skoler og en kontaktperson, der er procesansvarlig og er sekretær for Børnebyrådet.

§ 3 stk. 4: Børnebyrådskontaktpersonen varetager udarbejdelse og udsendelse af dagsordener og referater, mødeplanlægning og øvrige administrative opgaver og konsulentfunktioner i forhold til HBB og udvalg/arbejdsgrupper herunder.

Offentlige Børnebyrådsmøder

§ 4 stk. 1: Der afholdes hvert skoleår to offentlige HBB-møder.

  • På det første møde i starten af skoleåret besluttes, hvilke opgaver der skal arbejdes med i det kommende skoleår.
  • På det sidste møde i slutningen af skoleåret, samles op og evalueres efter følgende succeskriterier:

at Børnebyrådet

  • får reel indflydelse af Horsens Byråd og inddrages konkret i de sager, der angår børn og unge i Horsens.
  • inddrages i og lyttes til i de sager, der angår børn og unge i Horsens.
  • er med til at forbedre børn og unges trivsel og arbejdsmiljø samt er med til at skabe venskab, tolerance og forståelse mellem børn og unge.
  • er synlige og foretager konkrete handlinger og laver arrangementer til gavn for børn og unge.
  • er kendt på skolerne og eleverne ved, hvad Børnebyrådet laver.
  • lyttes til og bliver taget alvorligt af både børn, unge og voksne – og gør en forskel.

§ 4 stk. 2. Borgmesteren/formanden for Børne- og Skoleudvalget igangsætter og afslutter Børnebyrådets arbejde i samarbejde med kontaktpersonen.

Opgaver

§ 4 stk. 3: HBB skal

  • afgive udtalelse i de sager vedrørende børn og unges forhold, Byrådet oversender til høring.
  • sætte konkrete aktiviteter i værk, som er med til at forbedre samt søge indflydelse på forhold, som vedrører børn og unge i Horsens.
  • have mulighed for at fremlægge sager for Horsens Byråd.

Udvalg

§ 5 stk. 1: Forretningsudvalget består af børneborgmester, vicebørneborgmester, to valgte medlemmer af Børnebyrådet samt børnebyrådskontaktpersonen.

§ 5 stk. 2: Formanden for Børne- og Skoleudvalget og i muligt omfang øvrige medlemmer af udvalget deltager efter behov dog minimum 1 gang pr. skoleår i Børnebyrådsmøde. Børneborgmester og Vicebørneborgmester deltager sammen med kontaktpersonen på Børne- og Skoleudvalgsmøde i efteråret og orienterer om planerne for HBB´s arbejde m.v.

§ 5 stk. 3: Børne- og Skoleudvalget samt Uddannelse og Arbejdsmarkedss chefgruppe holdes via dagsordener og referater løbende orienteret om arbejdet i HBB.

Økonomi

§ 6 stk. 1: Horsens Byråd afsætter hvert år et beløb til Børnebyrådet.

Vedtægtsændringer

§ 7 stk. 1: Vedtægterne er senest ajourført og godkendt 02.11.15 iflg. beslutningsprotokol for Børne- og Skoleudvalget

§ 7 stk. 2: Eventuelle ændringer foretages af det respektive fagudvalg/Horsens Byråd.

 

Top
Thrane.nu