Dagligdag

Målet med dit læringsforløb er, at du lærer de færdigheder og opnår de kompetencer, der gør dig klar til at begynde på en uddannelse eller job og klare dig selvstændigt i dit liv - sagt med andre ord, at du udvikler livsduelighed og uddannelsesparathed.

  • Dagen starter 7.45 med fælles morgenmad (gratis), og derefter arbejdes der i de forskellige moduler indtil frokost kl. 12.30.
  • Du har fri kl. 13.00.
  • Du får dit personlige skema, så du har styr på, hvad du skal i løbet af ugen.
  • Du får en kontaktlærer, som hjælper og følger dig, mens du er her.
  • Du får kompetencebevis for alle moduler og aktiviteter, du deltager i.
  • Du skal deltage i udviklingssamtaler 1 gang om måneden, hvor vi arbejder med dine personlige og sociale mål.
  • Vi forventer, du møder stabilt op. Skulle du blive syg eller andet, skal du ringe til din kontaktlærer hver fraværsdag senest kl. 7.45.
  • Hører vi ikke fra dig, har vi pligt til at melde tilbage til din sagsbehandler.


De første 4 uger

I løbet af de 4 første uger skal vi finde frem til din uddannelsesplan og din udviklingsplan. Vi skal også have dine data og kende til dine faglige kompetencer dvs. din skolegang, evt. uddannelse, joberfaringer m.m. Derudover skal vi i denne periode have afklaret om, der er noget, du har særlig brug for hjælp og støtte til. Det kan f.eks. være at komme op om morgenen, møde til tiden, misbrug, din døgnrytme, dine boligforhold, din økonomi m.m. Vi hjælper dig med at få styr på det, du skal have ryddet op i. Du har mulighed for at deltage i to korte kurser: At være digital borger - her lærer du alt om nem-id, hvad du skal bruge det til, hvordan du finder rundt på forskellige offentlige hjemmesider. Hverdagsøkonomi - her lærer du at få styr på din økonomi, lægge budget, betale regninger, om rådighedsbeløb, gæld, skat, forsikringer m.m.

I løbet af de første 4 uger har du mulighed for at prøve de forskellige læringsmoduler, så du kan finde ud af, hvilke du helt præcist skal følge. I den 4. uge fastlægger vi sammen med dig, din sagsbehandler og UU-vejleder den endelige uddannelsesplan, der beskriver dine læringsmoduler, faglige mål og fremtidsmål. Hver 2. måned skal vi melde tilbage til din sagsbehandler, om hvordan det går. Vi kan altid revidere i din plan. Du skal vælge læringsmodulerne med udgangspunkt i det, du vil uddanne dig til/arbejde med i fremtiden. Herefter får du dit endelige ugeskema.

Top
Thrane.nu