Baggrund

BAGGRUND

 

Smidig lovgivning

Ungdomsskolen har en lovgivning, der giver mulighed for at lave rigtig mange aktiviteter til gavn og glæde for mange unge.

Unge bliver inddraget

Vi giver de unge mulighed for at engagere sig i klubberne og i undervisningen, og på den måde får mange unge et netværk. På studieture og gennem arrangementer får mange unge venner for livet.

Ungdomsskole som træningsbane til voksenlivet

Ungdomsskolen vil sikre, at unge får afprøvet deres muligheder og grænser sammen med andre unge og voksne. Ungdomsskolen er på den måde en træningsbane frem mod voksenlivet – og vi har et motto:

Brug din fritid på din fremtid

 

Tryghed

Forældre kan trygt overlade de unge i Ungdomsskolens varetægt – vi har voksne medarbejdere, der er gode til både relationer og rammesætning. Vi giver plads til alle unge, og vi modarbejder mobning.

Bedre tilbud til unge

Ungdomsskolen har mange tilbud til unge – og vi samarbejder med andre skoler og uddannelsesinstitutioner for at være med til at gøre deres tilbud endnu bedre.

Fleksibilitet og rettidig omhu

Ungdomsskolen har en smidig lovgivning, der gør det muligt at placere mange forskellige opgaver hos os. Vi er også selv entreprenører og byder os til, når nye opgaver tegner sig i horisonten. 

Nytænkning og udvikling

Ungdomsskolen står for nytænkning og udvikling - vi melder ind på mange projekter for at lære mere og for at udvide vores erfaringsområde til gavn for unge i Horsens.

Hvorfor kan vi ikke undvære en ungdomsskole?

Hvorfor skal der være en Ungdomsskole i alle kommuner? Vi har givet mange svar på dette spørgsmål gennem tiden, og netop i en tid, hvor alting handler om at være parat og vælge rigtigt, så er det godt, at Ungdomsskolen er med til at give alle unge – også de knap så privilegerede unge – en chance for at være med.

Gode værdier skaber grobund for hurtig indsats

Kommunen bruger Ungdomsskolen til en række opgaver, hvor vi er med til at gøre en forskel. Vi er stolte af vores værdisætning – og problemer er til at for at løses nu og ikke en sovepude for at vente til i morgen. Derfor skal der være en Ungdomsskole som katalysator for at skabe udvikling på unge-området.

 

 

Historie

Ungdomsskolens historie går tilbage til den tyske besættelse af Danmark i 1940’erne. Regeringen ville styrke den demokratiske dannelse og give unge et neutralt tilholdssted, hvor de kunne styrke deres uddannelse med frivillig undervisning. Ungdomsskolen fik mange steder til huse på de lokale folkeskoler, og sådan er det stadig for en stor dels vedkommende idag.

Ungdomsskolen følger udviklingen efter krigen med de store årgange, og mange flere tilbud kommer til i Ungdomsskolens program. Flere steder skyder der klubtilbud op, og der åbner dagskoler til unge, der skal have et anderledes skoletilbud. Ligeledes er det Ungdomsskolen, der skal stå for undervisning af unge knallertkørere, da det bliver lovpligtigt med knallertkørekort.

Også de unge fremmedsprogede kan få danskundervisning i Ungdomsskolen, da der bliver behov for dette tilbud.

I dag er Ungdomsskolerne i Danmark forskellige og bygger på de lokale ønsker og rammer. Der er nok ikke to ungdomsskoler, der er helt ens i deres tilbud til de unge. 

Top
Thrane.nu